Nyheder
Udgivet d. 25. april 2018 Nye navne i bestyrelsen

På generalforsamlingen i NBK d. 18. april 2018 blev følgende valgt som nye medlemmer af bestyrelsen:

Susanne Meyer-Iversen, Pæonvænget

Claus Andersen, Wørishøffersgade

Desuden blev den midlertidige formand Jens Kruse forfremmet til formand for NBK.

Vi ønsker Tillykke og siger velkommen til de nye bestyrelsesmedlemmer.

Generalforsamlingen vedtog også at Anna-Lise og Carsten Simonsen blev udnævnt til æresmedlemmer i NBK for deres store arbejde for 60+.

(Hele bestyrelsen og kan ses under "Forening, Bestyrelse"

Udgivet d. 25. april 2018 Pokaler og medaljer til NBK ungdom

Ungdomsholdene med pokaler og medaljer

NBK har i indeværende sæson haft fire ungdomshold tilmeldt den fynske holdturnering i rækkerne U17/19B, U17/19C, U15B og U13D. Alle fire hold har kæmpet bravt og repræsenteret NBK flot i gode og spændende kampe.

U17/19B holdet deltog i rækken med  U15A hold, hvor de fik en 2.plads, men vandt de indbyrdes kampe mod Fyns andet U17/19B hold fra Nr.Åby og fik dermed pokal og medaljer. Det var der også til U15B holdet, som vandt deres række på Fyn. Desuden fik U15B holdet en 7.plads ved Landsmesterskaberne i weekenden 14/15. april 2018.

På billedet ses spillerne med pokaler og medaljer. I den kommende sæson er det forsat NBK's ambition at deltage bredt i holdturneringen for ungdomshold.

Udgivet d. 10. september 2017 Aktivitetsplan 2017/2018

Det er med stor glæde, at vi kan præsentere jer for følgende aktiviteter i løbet af den kommende sæson 2017/18.

Badmintonsøndag den 12. november 2017 kl. 10-13

Juleafslutning den 15. december 2017 kl. 16-18

Natbadminton den 19. januar 2018 kl. 18 til 20.  januar kl. 7.30

Badmintonsøndag den 25. februar 2018 kl. 14 -16.30

Klubfest - sæsonafslutning den 20. april  2018 kl. 19-22

Mange sportslige hilsner

Ungdomsudvalget
v Jens Kruse

Udgivet d. 28. januar 2018 Natbadminton den 19. januar 2018

En mangeårig tradition i Nyborg Badminton Klub, blev fredag den 19. januar 2018, holdt i hævd, idet ungdomsafdelingen gennemførte NATBADMINTON.

Vi havde igen i år et super godt Natbadminton arrangement med 66 betalende deltagere. Hertil kom trænere og voksne som hjalp til i løbet af aftenen og natten.

Ud over badmintonspil under forskellige former, spiste vi sammen, og Linda stod igen for en pragtfuld gang spaghetti med kødsovs. Forældre var mødt frem og hjalp med borddækning og efterfølgende oprydning.

Senere gik turen til Kino Vino, hvor vi havde købt billetter til filmen ”Jeg er William”, der begyndte kl. 23.00. Børnene havde her mulighed for at købe lidt slik eller popkorn, som kunne nydes under forestillingen.

Tilbage i hallen igen, var der kommet friske kræfter i form af forældre, der så efter de unge mennesker, der hyggede sig lige på den måde, de havde lyst til – der blev så sandelig også spillet badminton – og når trætheden blev for overvældende, var det muligt at putte sig i det medbragte soveudstyr.

Ud på natten kom et par forældre og afløste og sikrede, at alle deltagerne blev afhentet lørdag morgen – nogen med meget små øjne – men glade for at have været med.

Så i alt har omkring 80 personer været involveret i arrangementet, og der skal hermed sendes en STOR TAK TIL ALLE DER DELTOG, OG TIL DEM DER HJALP MED AT GØRE ARRANGEMENTET TIL EN SUCCES. EN SÆRLIG STOR TAK SKAL LYDE TIL MAGNUS, DANIEL, THEO OG JOAKIM, SOM HAR STÅET FOR AFTENEN OG NATTENS INDSLAG. 

Udgivet d. 01. januar 2018 Julebadminton 2017

Fredag den 15. december 2017 blev der afholdt juleafslutning for ungdomsspillerne i Nyborg Badmintonklub.

Mere end 60 børn og unge mødte op for at spille badminton på en anderledes og sjov julemåde. Hallen var fyldt af glade spillere, og julehyggen bredte sig meget hurtigt i hele hallen.

Antallet af deltagere var så stor, at spillerne blevet delt op i to hold. Det ene hold spillede forskellige brætspil og lege i klublokalet samt motionsrummet, mens det andet hold spillede badminton i hallen. Da halvdelen af tiden var gået, byttede de to hold, således alle fik mulighed for at spille de forskellige spil.

Det blev også tid til at hygge med lidt sødt og saftevand. Kagerne var medbragt af nogle af deltagerne, og der blev hygget igennem.

Således kunne julehyggen sænke sig.

Udgivet d. 01. august 2017 Sommerlejr 2017

For første gang i Nyborg Badmintonklubs historie, har klubben afholdt sommerlejr.

Sommerlejren bød på tre sjove, sociale og fuldt ud fantastiske dage. Der blev blandt andet spillet en masse kampe, afholdt flere konkurrencer og sommerferien blev således skudt i gang med en masse hyggelige timer.

Lejren bød også på fysiske og badmintonmæssige udfordringer, der ind imellem også blev afbrudt af underholdende lege og lækre kager.

Kort og godt har den første badmintonlejr i NBK været en kæmpe succes, som vi allerede glæder os til at gentage til næste år. 

Der skal lyde en stor tak til de unge trænere, som har taget initiativet og sørget for at arrangementet blev gennemført.

 

Udgivet d. 07. maj 2017 Årets NBK´er 2017 - Magnus Meyer-Iversen

Ved klubfesten den 28. april 2017 blev Magnus Meyer-Iversen udnævnt til årets NBK´er.

 

Magnus er kendt af de fleste i ungdomsafdelingen, idet han træner ungdomshold 2 gange om ugen. Magnus har i den grad fortjent hyldesten, da han er yderst engageret i klubben på rigtig mange områder.

 

Han er både træner, aktiv i planlægning af arrangementer, spiller selv både i ungdomsafdelingen- og seniorafdelingen, og han er i det hele taget et meget positivt og engageret medlem. Han har desuden både deltaget i en del stævner, og han er også fast spiller i turneringen for ungdomshold. Til træning er han ikke bleg for at gå forrest, og han er en holdkammerat samt en spiller man altid kan regne med.

 

Magnus ønskes et stort tillykke.

Udgivet d. 16. april 2017 NBK U15B drenge til landsmesterskaberne for ungdomshold

Efter en flot andenplads i den fynske holdturnering blev NBK U15B drengehold tildelt en reserveplads til landsmesterskaberne for ungdomshold i hallerne i Middelfart 8.-9. April 2017. I turneringen deltog alle de bedste hold fra hele landet.

Nyborgdrengene tog udfordringen op og spillede nogle meget flotte og tætte kampe. Kun mod de senere vindere fra Holstebro måtte Nyborg se sig klart slået, men selv i denne holdkamp var drengene godt med i de enkelte kampe. Slutfacit blev en midterplacering som nr 8 ud af 15 hold. Flot. 

En god kampmoral, vilje til holdindsats og den rette sportsånd var kendetegnende for NBK drenge.

På billedet ses Joakim, Theo, Magnus, Arthur, Jonas og Jonathan efter en spændende kamp, som blev vundet af NBK med 4-3 efter golden set.

Udgivet d. 28. august 2016 Spillere fra klubben blev hædret på Nyborg Rådhus

Karoline Fiig, Marie Kruse, Sofie Kruse og Athena Jensen var mandag den 15. august 2016 på Nyborg Rådhus for at blive hædret for deres flotte resultat som Landsmestre i U15 D mix-rækken.

Pigerne fik overrakt præmie og rose af borgmester Kenneth Muss, som gav pigerne nogle pæne ord med på vejen.

Udgivet d. 28. august 2016 Årets kammerat 2016 - Simon Slivsgaard

Ved Nyborg Badmintonklubs afslutningsfest den 29. april 2016 den blev årets kammerat også udnævnt.

Simon Slivsgaard blev den velfortjente vinder af denne titel. Simon fik også overrakt en præmie sammen med en flot tale af klubformand Lisbeth Stie, som fortalte om baggrunden for at Simon blev tildelt denne titel.

Udgivet d. 28. august 2016 Årets NBK' er 2016 - Athena Jensen

Ved Nyborg Badmintonklubs afslutningsfest  den 29. april 2016 blev årets NBK' er udnævnt.

Athena Jensen blev hædret som årets NBK' er, og træner Michael Stie overrakte en præmie sammen med en flot tale, som forklarede hvorfor Athena Jensen blev tildelt den flotte titel i 2016.

Udgivet d. 17. april 2016 Flotte resultater af NBK U15C drengehold

Efter en flot andenplads i den fynske holdturnering havde NBK U15C drengehold, bestående af Rasmus, Arthur, Jonathan, Joakim, Theo og Noah, kvalificeret sig til at deltage i turneringen "Danmarks Bedste Ungdomshold" (DBU). Turneringen blev i år afholdt i Fredericia og havde som sædvanlig deltagelse af de bedste hold fra hele landet.

Det var således nogle meget dygtige spillere, som Nyborgdrengene var oppe imod. De fleste kampe blev jævnbyrdige og hårde. Også den afgørende gruppekamp, hvor afgørelsen måtte findes i Golden Set, som NBK vandt 21-15 efter en holdkamp med fantastisk flot badminton, stor kampgejst og opbakning fra forældre og holdkammerater fra sidelinje og balkon.

I semifinalen måtte NBK til sidst se sig slået af de senere vindere fra Vodskov (ved Aalborg). Selvom drengene reelt spillede over evne, og der i en lang periode var tvivl om kampens udfald, måtte NBK til sidst se sig slået 4-2 af et meget dygtigt og taktisk klogt spillende hold fra Vodskov.

Kampen om bronzemedaljerne blev også spændende og velspillet. Trætheden var nu begyndt at melde sig hos alle holdene, men her blev Nyborgdrengenes gode kampmoral og vilje til holdindsats afgørende. Med fortsat flot badminton, god taktisk forståelse og intakt holdmoral vandt drengene kampen 5-1 og dermed bronzemedaljerne til NBK.

Et stort tillykke til Nyborgdrengene med de flotte resultater i år!

              

TV: NBK drenge puster ud i minutterne efter sejren i Golden Set i den afgørende gruppekamp.

TH: NBK drenge har her fået overrakt bronzemedaljerne efter en meget flot holdindsats (Joakim var på vej i flyvemaskine til Spanien).

Udgivet d. 15. april 2016 Landsmestre 2016 i U15 D MIX

I weekenden den 9. og 10. april deltog Karoline Fiig, Sofie Kruse, Marie Kruse og Athena Jensen i Landsmesterskabet for hold i Fredericia Idrætscenter.

Lørdag mødte pigerne Brandrupdam, og vandt holdkampen med 4-2. Dernæst mødte de Grenå, som blev besejret med 5-1.

Søndag mødte pigerne et hold fra Lisbjerg ved Århus, som ligeledes blev besejret med cifrene 5-1. Sidste holdkamp blev udkæmpet mod Gødvad, og pigerne vandt flot med 6-0.

Således var mesterskabet i hus og pigerne kunne lade sig hylde for andet år i træk som landsmestre.

En flot præstation, da pigerne er rykket op fra U13 til U15 i denne sæson, og stillede op i MIX-rækken, hvor de fleste hold bestod af tre drenge og en enkelt pige.

Udgivet d. 07. februar 2016 Kommunemestre

Fredag d. 29 januar 2016 blev der afholdt kommunemesterskab for 60+ i Ørbæk-Midtpunkt.

 

Jørn Ladegaard og Mogens Holck blev kommunemestre i Herredouble B-rækken. De ønskes begge to et stort tillykke.

Udgivet d. 26. december 2015 Fire spillere hædret af Nyborg Kommune

Fredag den 14. december 2015 havde Nyborg Kommune inviteret Athena Jensen, Marie Kruse, Karoline Fiig og Sofie Kruse på rådhuset.

Nyborg Kommune hædrer sine Danmarksmestre hvert år, og de fire piger var inviteret på Nyborg Rådhus for at blive hædret for deres Landsmesterskab i U13 D pigerække i foråret 2015.

Borgmester Kenneth Muhs holdt tale for pigerne, og de fik hver en flot rose og gave med hjem. Der var også en stor tak til træner Michael Stie.

Udgivet d. 15. november 2015 Nyborg Badmintonklub deltog i Ungdomsmesterskaber på Fyn

Flere af klubbens spillere deltog i Ungdomsmesterskaberne på Fyn lørdag den 7. november 2015.

Stævnerne blev afviklet i henholdsvis Kværndrup og Langeskov og det blev til en række flotte resultater.

Arthur Elmkvist, Aslak Jensen og Athena Jensen spillede i Kværndrup. Arthur fik således en flot 2. plads i sin single. Athena spillede sig frem til en 1. plads i sin double og Aslak ville ikke stå tilbage for sin storesøster, så han spillede sig ligeledes frem til en 1. plads i sin double.

I Langeskov blev det ligeledes til en række flotte resultater, da Malte Høxbro Larsen, Theo Cailho, og Simon Peter Slivsgaard alle tre spillede sig frem til 1. pladser i hver deres singler.

I alt en super flot dag for både spillere og Nyborg Badmintonklub.

 

Udgivet d. 15. november 2015 Holdturneringsstævne i Højby Hallen den 14. november 2015

Otte af klubbens spillere var lørdag den 14. november 2015 til holdturnering i Højby Hallen.

Fire af spillerne var tidlig i gang, da Valdemar Mortensen, Anders Pedersen , Jonas Vilhelmsen og Aslak Jensen mødte op i hallen allerede klokken lidt i ni om morgenen.

Drengene spillede henholdsvis to doubler og fire singler mod henholdsvis Korup og Højby. Det blev til nogle fantastiske flotte sejre, da det blev 6-0 mod begge klubber.

Ved middagstid mødte de fire spillere Karoline Fiig, Sofie Kruse, Athena Jensen og Marie Kruse henholdsvis Højby og Fåborg.

Pigerne spillede ligeledes henholdsvis to doubler og fire singler mod begge klubber. Det blev til en 4-2 sejr over Højby og en 6-0 sejr over Fåborg. Pigerne mødte faktisk rene drengehold, og det viste sig at Fåborgs træner havde udlovet hotdogs til sine spillere, hvis de kunne slå pigerne. Drengene måtte derfor gå sultne hjem.